5 gode råd til at sige mere i timerne

 
Sig mere i timerne
 
#1. Tag styring over dine frygttanker!
Når vi bliver rigtig bange, har hjernen en tendens til at gøre to ting: Overdrive konsekvenserne af det vi frygter og overdrive sandsynligheden for, at det vil ske. Overvej derfor hvad du frygter mest og mest af alt om dine frygttanker er realistiske. Ofte har hjernen nemlig lavet ’tankespøgelser’, som slet ikke har hold i virkeligheden.

Find derpå en ny og positivt støttende tanke, som du med fordel kan vælge at tænke på i de situationer, hvor du typisk kan mærke, at du bliver bange. Tanker som fx ”Jeg gør det bedste jeg kan”, ”Jeg øver mig og bliver bedre”, ”Jeg er ikke den eneste, der synes det er svært”, ”Jeg griner også af mine klassekammerater, når de siger noget sjovt” osv.

Det er ikke let at styre sine tanker, men øvelse gør mester. Måske kan du forestille dig, at du skal til at trampe en helt ny sti i hjernen. Og en ny sti er ikke nem at gå ad. Det er den til gengæld, når du har gået den mange gange. Så træn din positive og støttende tanke så tit som muligt – også i situationer hvor du er tryg.

#2. Ræk hånden op med det samme – også selvom du ikke kender svaret 100%!
På den måde er du allerede ’sprunget ud i det’ – og behøver ikke forholde dig til, OM du tør, men kan i stedet bruge din energi på at tænke over svaret. Hvis du bliver taget og ikke er helt sikker, kan du altid sige: ”Jeg er ikke helt sikker, men kunne det være…?”. Det vigtigste er at overvinde frygten for at række fingeren op. Og husk ”hvo intet vover, intet vinder”! Når du først har gjort det en gang, bliver anden gang lidt lettere. Og du behøver på ingen måde have lange svar på hånden. Et kort svar er også et svar.

#3. Drop at sammenligne dig med andre!
Drop at sammenligne dig med veltalende Viola eller friske Frederik, der altid har et klogt svar i ærmet. Der findes kun én udgave af dig i hele universet. Derfor giver det ingen mening at sammenligne dig med andre. Det svarer til at sammenligne æbler og pærer. Sæt i stedet fokus på dine unikke styrker og brug dem så meget du kan. Og husk at du uanset hvad kun kan blive en andenklasses udgave af andre, men altid har potentialet til at blive en førsteklasses udgave af dig. Brug det!

#4. Forbered dig – og øv dig de rigtige steder!
Med en god forberedelse kommer du rigtig langt. Øv dig gerne i at komme mere på banen overfor dine gode venner eller forældre – fx også ved at fortælle om noget skolestof. Øvelse gør mester – og små skridt skaber fremgang.

#5. Der findes ikke fejl, kun feedback!
Undlad at slå dig selv oven i hovedet, hvis du siger eller gør noget forkert. Betragt det i stedet som læring og feedback du kan vokse af. Øv dig i at tænke ’Jeg laver læring’ i stedet for ’Jeg laver fejl’. Evaluer løbende på din indsats og klap dig selv på skulderen for dine små sejre.
 

God fornøjelse med det – og husk at du altid er velkommen på kurset ’Sig mere i timerne – og til eksamen’, hvis du har brug for mere inspiration.
Sig mere i timerne - og til eksamen
Kom med på kurset 'Sig mere i timerne - og til eksamen' og lær hvordan du konkret kan ændre adfærd.
 
Vi starter i Hørsholm d. 28. februar 2019 - og der er masser af plads til dig.
 
Læs mere her.
 
 
 
Tidligere kursister fortæller:
 
• Jeg har lært at arbejde med mig selv på en anden måde end jeg tidligere har. At få sat ord på en masse ting. Hvor meget der egentlig foregår inde i hovedet, som man kan gøre noget ved, som jeg ikke tidligere var klar over.
 
• Jeg har lært at tro på mig selv, øjenkontakt og at åbne op. Og meget andet! 
 
• Du skal deltage, fordi det er et vildt spændende kursus og det er rigtig godt, hvis man føler, at man vil have hjælp med sin nervøsitet og sin usikkerhed.

• Det er et fantastisk kursus! Og alle kan bruge lidt ekstra hjælp til nerverne!

• Det hjælper dig 1000000% med alt og eksamen og livet.
Future Quest | Savsvinget 7, 2970 Hørsholm  | Tlf.: 2615 1809 | uh@futurequest.dk