Kære læser

Flinkeskole, pæne piger, stille unge…

 

Kært barn har mange navne. Men fælles for dem alle er, at der ligger noget gemt. Noget smukt og unikt potentiale, som bliver holdt nede. Ord der ikke bliver sagt. Ting der ikke bliver gjort. Af ren og skær frygt. Tilpasning bliver en overlevelsesstrategi. I hvert fald indtil vi lærer noget andet. 

Vibeke har brugt denne strategi i mange år. Hun er kursist på et af mine ”Sig noget i timerne og til eksamen”-forløb. Et forløb målrettet unge, der gerne vil sige mere i timerne og til eksamen. 

Fælles for deltagerne er, at de har en selvopfattelse af at være ”forkerte”, ”ingenting”, ”værdiløse”. De er bange for at blive til grin, falde udenfor og endnu en gang blive bekræftet i deres oplevelse af utilstrækkelighed. Perfektionisme kender de fleste af dem til – sammen med en gigantisk frygt for at lave fejl.  

Sådan er Vibeke. ”Værdiløs” har været overskriften i hendes liv i mange år - og farvelagt hendes tankesæt og færden. På første modul kom hun næsten listende ind af døren. Foldede arme og ben og flakkende øjenkontakt. Et smukt ansigt gemt bag håret. Satte sig på den yderste stol i rundkredsen med ansigtet vendt væk fra gruppen. Blev rød i hovedet og begyndte at græde, da hun skulle sige noget. 

Men hun sagde noget.

Fortalte med en bævende stemme, at hun altid var så nervøs, at hun næsten ikke kunne trække vejret, når hun skulle sige noget i en forsamling, fordi hun var bange for, hvad de andre tænkte. Og at hun rigtig gerne ville være mere selvsikker og tro på sig selv.

Vores selvopfattelse er dannet ud fra, hvad andre har fortalt os gennem tid – på både godt og ondt. Forældre, lærere, søskende, pædagoger, venner. Mennesker som i forskellige sammenhænge har fortalt os, at vi var for fjollede, egoistiske, dumme, overgearede, højtråbende, nærtagende, følsomme, dominerende, dovne, umulige [...fill in the blank]. Mennesker, som du og jeg valgte at lytte til, fordi vi ikke var klar over, at vi havde andre muligheder. 

Vi er flokdyr. Og vi har et grundlæggende behov for at høre til og være holdt af, fra vi ser dagens lys for allerførste gang. Derfor går vi (u)bevidst langt for at forsøge at tilpasse os. Vi gemmer de såkaldte ’ikke-accepterede’ sider væk og overkompenserer på de områder, som vi har lært giver accept og anerkendelse - som fx at være dygtig, struktureret, stræbsom, stille, ansvarlig, hjælpsom osv.

Der er intet i vejen med nogen af disse kvaliteter. Tværtimod.

Udfordringen består i, at vi - for at tilpasse os de andres sandheder - har lukket ned for dele af vores personlighed – og vil blive ved med at føle os ”halve”, indtil disse dele kommer frem i lyset igen.

Hvad nu hvis de andre ikke fortalte dig sandheden dengang? 

Hvad nu hvis:

På ”Sig noget i timerne”-forløbet undersøger vi, hvad der ligger bag frygten for at sige noget, stå frem, fylde, blive til grin, fejle mv. Vi kigger på, hvilke sider, der bliver holdt nede, og hvordan de bliver sat fri. Og hvad de unge med fordel fremadrettet kan vælge at fokusere på, når de rækker fingeren op, skal fremlægge, møde nye mennesker og i det hele taget færdes blandt andre. 

Alene bevidstheden om, at man kan vælge at tænke anderledes, giver de unge selvsikkerhed og mod på fremtiden. De er lettede over at erfare, at de i høj grad selv skaber deres virkelighed – og dermed også resultater. At de ikke er de eneste, der har gået rundt og følt sig forkerte – og at de rent faktisk har mange andre tangenter end blot den stille side at spille på. 

Som Vibeke sagde til mig på sidste modul: ”Ulla, måske er jeg slet ikke så forkert, som jeg har gået og troet. Jeg kan jo bare vælge at tænke, at jeg er rigtig – og det giver mig mod på at turde noget mere.” 

Hvis du kender 'en Vibeke', der også gerne vil sige og turde noget mere, starter det næste forløb i januar 2015. 

Hænger du lige nu fast i et mønster, som begrænser dig, fordi du ikke må fylde, være egoistisk, have det alt for sjovt, skal opføre dig ordentligt eller noget helt syvende? Har du brug for at sætte dig fri af andres (engang velmente) forventninger og holdninger – og skabe en ny sandhed, der gør det sjovere og lettere at være dig?

Spørg dig selv:

Hvor i mit liv oplever jeg at være ”forkert” eller hæmmet?

Hvem har fortalt mig, at jeg var "forkert"?

Er det sandheden – og hvis ikke, hvad vil jeg så hellere tro? Hvilken tanke gør mig mere "rigtig"?

Hvordan kan jeg få denne nye sandhed integreret i mit liv? Hvad kan jeg begynde at sige, tænke, gøre anderledes?

Hvad vil det give mig?

 

Uanset hvad, handler det om at give dig selv lov til at hoppe i førersædet og styre bussen i dit liv – i stedet for at overlade det til andre at bestemme, hvem du er og hvor du skal hen.

Du fortjener den bedste køretur!
 

Kærlig hilsen - og rigtig god start på julemåneden

Ulla

 

 

PS. Hvis du mangler et kærligt spark og en hjælpende hånd til at få gjort op med gamle mønstre og en negativ selvopfattelse, er coaching en rigtig god mulighed for at få rystet posen.