Hvad er forskellen på selvtillid og selvværd?
 
Vi forveksler ofte selvtillid med selvværd. Det afgørende er hvordan det føles indeni.

Selvtillid 
Selvtillid hænger sammen med det, som du og andre kan se og måle fx udseende, status, resultater og præstationer. Det er din egen tillid til, om du kan eller ikke kan. Hvis du har høj selvtillid har du en grundlæggende tro på, at du har potentialet til at blive god til noget, hvis du øver dig og er typisk blevet rost meget for dine præstationer.

Men når selvtilliden er lav, er man ofte bange for at kaste sig over nye ting af frygt for at falde igennem eller at skulle præstere og blive vurderet. Det kan også komme til udtryk ved ekstremt negative forventninger til egne evner. Eller et andet mønster kan være at fylde rigtig meget for at aflede opmærksomheden fra ens evner.

Selvværd 
Selvværd derimod er en grundlæggende følelse af, at du er værd at elske for den du er, at du er værdifuld og har egenskaber, som andre kan holde af – uafhængigt af dine præstationer. Det handler om, hvordan du tænker om dig selv. Det er dit selvbillede, din bevidsthed om din egen værdi i dine egne øjne.

Du lærer om dit eget værd af mennesker omkring dig. Hvis du er vokset op med ros og kærlighed og opbakning, vil du have nemmere ved at mærke selvværdet, end hvis du var blevet kritiseret og alt for tidligt har stået alene med dine problemer og udfordringer. Men det er aldrig for sent at udvikle et godt selvværd – udgangspunktet er bare forskelligt.

Betydningen af et højt og lavt selvværd
Lidt populært sagt er selvværd nøglen til din succes. Et højt selvværd giver øget kreativitet, intelligens, sociale evner og livsglæde samt modstandsdygtighed mod stress og depression. Med et godt selvværd vil du vide, at du er noget værd – også selvom du er sur, dum, vred eller ked af det. Du vil vide, at du er noget værd, selvom det du knokler med ikke lykkes. Du ved, at du er mere værd end det du siger, gør og opnår. Samtidig kan et højt selvværd faktisk også gøde din følelse af selvtillid.

Ved lavt selvværd er relationer til andre svære. Man bærer rundt på en facade og viser kun de pæne sider, som man har lært er OK og som giver positive tilbagemeldinger fra omverdenen (fx den pæne pige, den flinke dreng eller entertaineren). Facaden fungerer som en beskyttelse, og resten af ens personlighed bliver gemt godt bag den, fordi man er bange for at blive afvist og svigtet. Mennesker med lavt selvværd har typisk svært ved at stå ved sig selv og sætte grænser. Derfor er de nemme mobbeofre, bukker lettere under for gruppepres og tiltrækker de forkerte venner og kærester.

Med et lavt selvværd betyder det vi opnår og hvad vi oplever ikke det store. Vi vil altid være bange for at mislykkes, og vi frygter at blive afsløret, og at andre opdager, at vi ikke er bedre end vi er. Vi har en tendens til at konkurrere og sammenligne os med andre samtidig med at vi er enormt sårbare over for, hvad andre mener om os – eller måske snarere, hvad vi formoder, at andre mener om os. Det er nemt at føle sig som en offer, og at hele verden er imod en.

Husk blot på, at det aldrig er for sent at udvikle et godt selvværd – og at du er den eneste, der kan gøre det, der skal til.

Til toppen

 

Sådan kan du styrke dit selvværd

Det kræver mod at have et godt selvværd. Fordi mennesker med højt selvværd tager ansvar for hvem de er. De lytter til og følger deres behov, de udvikler sig og de lever et liv, der giver mening med overskud til andre.

Tal positivt til og om dig selv
Selvværdet hænger i høj grad sammen med dine tanker om dig selv. Det er din selvværdi i dine egne øjne. Du kan derfor ikke forvente et højt selvværd, hvis du tænker og taler nedsættende om dig selv. Hvis du ønsker et højt selvværd, er det vigtigt, at du begynder at tænke og tale positivt og opløftende om og til dig selv. Du må begynde at erkende din egen betydning og behandle dig selv som din egen allerbedste ven.

Opfør dig, så du selv føler at du er noget værd 
Selvværd er ikke noget, der kommer af sig selv. Det skal næres og plejes og udvikler sig i takt med, at du finder modet til at udfolde dig som det menneske, du er. Alle mennesker næres og vokser af kærlighed og nærvær fra andre. Men den vigtigste kærlighed og anerkendelse skal komme fra dig selv. Det er derfor vigtigt, at du lever dit liv og opfører dig på en måde, så du selv føler, at du er værd at anerkende og holde af.

Accepter hele dig
Accept er vigtigt, når du gerne vil udvikle dit selvværd. Du kan ikke udvikle og bevare et godt selvværd, hvis du ikke kan acceptere dig selv - med alt hvad du indeholder. Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal forblive som du er lige nu, men acceptere dit udgangspunkt. Du er jo som du er – hverken mere eller mindre.

Du er unik 
Følelsen af at være ensom eller anderledes er velkendt for mange og kan have fulgt dig, siden du var barn. Og den kan have en afgørende indflydelse på dit selvværd. Mange har for vane at sammenligne sig med andre. Det kan være temmelig anstrengende, især hvis fokus er på, at du opfatter andre som bedre end dig selv.

Den gode nyhed er, at der kun findes en eneste version i verden af lige præcis mennesker som dig. Og i stedet for at forsøge at sammenligne æbler med pærer, vil jeg opfordre dig til i stedet at gå på jagt efter dine specielle karaktertræk, styrker og evner, som gør dig til det unikke og dejlige væsen du er. Tidligere har du måske forsøgt at blive som andre, men i virkeligheden handler det om, at du bare skal være dig selv.

Tag vare på dine behov og grænser
Det kan være svært at sætte grænser af frygt for at gøre andre vrede eller kede af det eller selv at blive såret eller afvist. Her er det vigtigt at huske på, at hver eneste gang du lader andre overskride dine grænser eller siger ja, når du i virkeligheden mener nej, siger du nej til dig selv og gør dig selv mindre værd.

Og paradokset er, at hvor vi tror vi sårer andre mennesker ved at sige nej, vinder vi i stedet ofte deres respekt, fordi vi bliver mere ægte og autentiske. De ved hvor de har os. Når vi har sagt ja, mener vi ja, og når vi siger nej, mener vi nej. Det giver respekt, at man er til at regne med. Tænk bare på andre mennesker du kender, der er gode til at sætte grænser.

En gang imellem kan det selvfølgelig godt ende med, at andre bliver sure eller kede af det, når du siger fra, måske fordi de er vant til, at du blot retter ind. Her må du spørge dig selv om, hvem der er vigtigst og stå ved dine behov og grænser. Og hvis det er første gang, kan jeg sagtens forstå, at det er svært. Men det bliver nemmere og nemmere i takt med, at dit selvværd vokser og at du vinder mere respekt for dig selv.

Til toppen 

 

Bliv successpejder - og boost din selvværdi


Hvordan lyder ordet ”succes” i dine ører? Velkendt, genkendt, ukendt? Og hvad tænker du om udsagnet: ”Du er en succes”? Er det rigtigt, attraktivt, skræmmende eller helt utænkeligt? Succes er et vidt begreb og opfattes meget forskelligt afhængig af, hvem du er og hvordan dit liv hidtil har formet sig.

Dit selvbillede bliver i de første mange år præget af dine forældres opdragelse, holdninger og værdier for, hvad der er rigtigt og forkert. Små børn reagerer spontant ud fra deres behov og med fuld adgang til hele følelsesregisteret, men lærer hurtigt at afkode, hvilke følelser der ”må” udtrykkes i hjemmet og hvilke følelser, der ”skal pakkes væk”. For som barn er der kun et succeskriterium: at få mors og fars kærlighed. Og man vil gå igennem ild og vand for at få den, herunder også lukke af for de ”forbudte følelser”.

Når du som ung og voksen støder på en eller flere af disse ”forbudte” følelser, er du nødt til at beskytte dig selv, fordi du jo har lært, at denne følelse er ”forkert” og at du dermed er ”forkert”, hvis du rummer den. Beskyttelsen kan komme til udtryk i form af facader, en hård indre kritiker eller ”Ulla 5 år-adfærd” (og foregår typisk på det ubevidste plan), men er alt sammen noget, der er med til at mindske følelsen af personlig succes, fordi du ikke BARE kan være dig, med alt hvad du indeholder.

Den gode nyhed er, at du som altid har et valg. Du kan nemlig vælge at træffe en beslutning om, at du fra og med i dag vil være en successpejder, der sparker janteloven i papirkurven! At få, have, og være en succes er nemlig ikke at være egoistisk - det er at leve livet!

Bliv SUCCESSPEJDER:

    • Beslut dig for, at du ER en succes og sig det til dig selv min. 10 gange om dagen.
    • Find 3 ting hver dag, der bekræfter din beslutning om, at du er en succes. 
    • Omgiv dig med succesfulde mennesker.
    • Tal positivt om dig selv og dine handlinger. 
    • Accepter at succesfulde mennesker også har ”off-dage” - det er en naturlig del af livet. 
    • Fokuser på læring frem for fejl, når du har ”klokket i det”.
    • Fejr dine succeser: Store som små!


Til toppen
 

 
 
Sådan opstiller du et mål og når det

At have et mål giver dig retning i livet. Og mening. Ikke at have et mål svarer til at bevæge sig rundt på må og få og lade tilfældighederne råde, hvilket er helt fint, hvis det er det, du har valgt at gøre.

For mig er det at sætte sig et mål svarende til at beslutte sig for en rejse. Først vælger jeg en overordnet destination, altså hvad der skal være min mission for perioden. Og efter at have gjort den ”SMART”, jf. nedenfor, og delt destinationen op i overkommelige bidder, er jeg klar til at tage det første skridt og bevæge mig af sted. Velvidende at jeg nok vil støde på en masse uforudsete udfordringer, som vil koste besvær og frustration, men som også er nødvendige for at få mere erfaring - i det at leve.

At rejse er at leve
Jeg deler H.C. Andersens berømte overbevisning om ”at rejse er at leve”, måske i en lidt anden form, men alligevel. Hvis vi ikke flytter os, går livet i stå. Og det behøver ikke være kvantespring som et maratonløb eller lange uddannelser. Det kan også bare være at drikke mere vand, at blive mere glad eller dyrke en ny hobby.

Hvad med dig? Hvad skal din destination være for den kommende periode eller det næste år? Tænk alle dine livsområder igennem fx. arbejde, uddannelse, parforhold, fritid, sundhed, økonomi, bolig osv.

Det handler om at finde det, der giver mening for dig, lave en realistisk målsætning – og acceptere, at du en gang imellem falder tilbage i de gamle vaner. Op på hesten igen – du er 'bare' et menneske. Og husk også at fejre succeserne.

Gør din destination 'SMART':

SMART mål



Sæt dig selv først - og bliv en bedre udgave af dig

At tage hensyn til, lytte til og hjælpe vores venner, familie, arbejdskollegaer og kæreste er uden tvivl vigtigt. Men der er EN, der er vigtigere end ALLE andre. EN som altid følger dig i tykt og tyndt og har brug for at blive lyttet til. Og måske også den ENE, som du har sværest ved at høre i en travl hverdag.

Måske er du typen, der går på arbejde eller i skole med feber, selvom du i virkeligheden burde ligge under dynen. Eller den der lægger øre til kollegaernes/klassekammeraternes udfordringer, selvom du burde gøre dine opgaver færdige. Eller den ven, som altid står til rådighed med gode råd og opbakning, selvom du godt ved, at du vil være helt drænet efterfølgende.

Logisk set tror jeg, at vi er mange, der er enige om, at man dybest set ikke kan være noget 100% for andre, før man er det for sig selv. Men når vi alligevel gang på gang vælger at overhøre vores egne basale behov for fx ro, afslapning, tid til os selv mv., er der typisk noget andet på spil.

Det kan være en altoverskyggende frygt for at blive opfattet som egoistisk, hvis man pludselig sætter sig selv og egne behov først. Eller en frygt for at sætte relationer over styr. Det helt store spørgsmål er blot: Mister vi i virkeligheden mennesker, når vi står ved os selv, eller tiltrækker vi dem? Jeg tror på det sidste, fordi vi automatisk udstråler væsentlig mere autenticitet og personlig gennemslagskraft, når vi står ved vores følelser og behov - og ikke ligger under for den kære gamle Jantelov!

Det handler om at tro på, at du ER den vigtigste i dit liv og derfor skal du passe (mindst) lige så godt på dig selv, som du passer på andre. Du er ikke den bedste udgave af dig selv, når du er småsyg, træt eller udkørt - og forsøger at leve op til andres behov og forventninger!

Din livskvalitet er summen af alle dine følelser, og kvaliteten stiger markant, når du er i god kontakt med dig selv og virkelig lytter til dine behov. Det er egenkærlighed! og med den i baghånden er du en gave - både for dig selv og andre.

Lyt mere til dig selv:

  • Overvej om der er situationer i dit liv, hvor du glemmer at lytte til dig selv og dine reelle behov? Fx for lidt søvn, motion, afslapning, eller for meget arbejde, ”pligt-samvær”, usund kost osv.
  • Spørg dig selv om, hvad og hvem der er allervigtigst i dit liv - og om der er sammenhæng mellem dette svar og din adfærd i hverdagen.
  • Overvej til sidst, hvad det vil give dig virkelig at lytte til dig selv - og oprigtigt handle ud fra, hvad der var bedst for DIG? Hvad tænker du om andre mennesker, der gør det?

Til toppen



Motiver dig selv - vælg det sjove til

Kender du oplevelsen af at skulle gøre noget, der er kedeligt, tungt, trivielt eller….? Og tanken om, at ”det orker jeg næsten ikke”, der ofte ender med en eller anden overspringshandling?

Så vil jeg dele et hurtigt fif med dig ;o) Du kan nemlig lige i det sekund, hvor du tænker på alt det kedelige, beslutte dig for at lave det om ved at gå rundt i et usynligt 8-tal på gulvet (også kaldet Mozart-effekten), imens du ryster hovedet fra side til side og overvejer:

”Hvordan kan jeg gøre det her sjovt?”

Bare det, at du skifter kropssprog og mindset - giver dig en anderledes tilgangsvinkel og måde at anskue tingene på, fordi du lige der har brudt den tunge tilgang. Og det kan faktisk lade sig gøre at få det sjovt med både rengøring og lektielæsning.

Et andet fokusskift kan ske ved, at du stiller dig selv spørgsmålet: ”Hvad er det gode ved at få det gjort?”. ”Hvad vil du se, høre, tænke og føle?” På den måde drejer du fokus fra, at det er noget tungt og såkaldt væk-fra-motiverende til at det er mere lystbetonet og meningsfyldt med at komme i gang.

Du har ansvaret for de tanker du tænker og hvilket fokus du går til verden med. Og hvorfor ikke vælge det sjove og lystbetonede til? Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået færre overspringshandlinger på den konto!

God fornøjelse.

Til toppen

 


Vær tryg, når du møder (nye) mennesker

Det allervigtigste, når du møder (nye) mennesker, handler om, at du skal være dig selv. På den måde udstråler du autencitet - eller på dansk: ægthed - og det bliver registreret af din omverden.

Hvis du fx er genert, er det langt bedre at stå ved det - i stedet for at skjule det. For nogen hjælper det at italesætte det, når samtalen indledes. Fx ”Jeg er lidt genert, men er rigtig nysgerrig på, hvem du er…”.

Men der er ikke noget rigtigt og forkert, så længe du er ægte og har et oprigtigt ønske om - og dermed også signalerer - at du gerne vil andre mennesker.
 

Brug følgende fif til at blive mere tryg i mødet med andre: 

  • Vær bevidst om dine styrker og hvad du har at byde på i relationer med andre (god lytter, energi, nærvær, humor osv.)
  • Forbered en åbningsreplik og en afslutningsreplik 
  • Hold øjenkontakt, rank ryggen og giv et fast håndtryk (der passer til din modtager) 
  • Smil 
  • Vær proaktiv og opsøg de mennesker, du allerhelst vil tale med – i stedet for at vente på at blive talt til 
  • Hold fokus på hvad der er vigtigt for dig i mødet med andre – i stedet for at tænke over, hvad du tror de gerne vil have fra dig 
  • Vær oprigtig nysgerrig på andre og stil et par hv-spørgsmål for at få gang i samtalen (folk elsker at tale om sig selv, og det giver dig lidt tid til at tænke over, hvad du kan bidrage med) 
  • Accepter at ting tager tid – og at hver eneste dialog er et skridt på vejen til at blive helt tryg 
  • Klap dig selv på skulderen for hvert skridt du tager og spørg dig selv, hvordan du kan gøre det endnu bedre næste gang

Til toppen

 

Selvværdstræet

"Selvtillid handler om dine evner, mens selvværd handler om, hvad du oplever, at du er værd."
 
Future Quest | Savsvinget 7, 2970 Hørsholm  | Tlf.: 2615 1809 | uh@futurequest.dk